VELUX FONDEN sender én million kroner til Favrskov-projekt

Favrskov Kommune har modtaget én million kroner fra VELUX FONDEN til projektet Lokalsamfund i balance. Projektet skal udvikle nye metoder til at styrke dialogen mellem borgere, foreninger, lokale ildsjæle og kommunen – også før konkrete projekter er på tegnebrættet.
I de kommende år vil grøn omstilling, skovrejsning og nye naturprojekter skabe forandringer i mange landdistrikter. Derfor skal projektet hjælpe lokalsamfundene med at formulere fælles visioner for fremtiden med udgangspunkt i lokal viden og værdier.
Projektet er et partnerskab mellem Favrskov Kommune og Landsbyrådet. Tre til fire lokalsamfund forventes at deltage i udviklingsforløb, hvor borgere og kommunale medarbejdere sammen undersøger lokale styrker, udfordringer og muligheder. Det skal blandt andet ske gennem workshops, fremtidsværksteder, møder og lokale vandringer.
Formand for Plan- og Landdistriktsudvalget Thomas Storm glæder sig over bevillingen:
"Favrskovs landsbyer og lokalsamfund er fulde af ildsjæle og gode idéer. Med projektet vil vi skabe bedre rammer for, at de lokale perspektiver kan komme tidligere i spil, så udviklingen ikke sker for lokalsamfundene, men sammen med dem."
Også Landsbyrådets formand, Simon Buus Olsen, fremhæver muligheden for at give landsbyerne større indflydelse:
“For landsbyerne giver projektet en reel mulighed for at få indflydelse på deres egen udvikling. Det styrker både det lokale engagement, sammenhængskraften og samarbejdet med kommunen, når vi mødes om mulighederne, før løsninger er lagt fast.”
Projektet gennemføres i 2027 og 2028. Erfaringerne skal samles i to værktøjskasser: Én til lokalsamfundene om deltagelse og handlerum og én til kommunale medarbejdere om tidlig dialog og borgerinddragelse.
Faktaboks
Projektets navn er Lokalsamfund i balance.
VELUX FONDEN har bevilget én million kroner.
Projektet er et partnerskab mellem Favrskov Kommune og Landsbyrådet.
Tre til fire lokalsamfund forventes at deltage.
Projektperioden er 2027 og 2028.
Erfaringerne samles i to værktøjskasser om lokal deltagelse og borgerinddragelse.






Accepter kun nødvendige cookies